Bestyrelsens/formandens beretning for det sidste år
Kære Medlemmer
Det har været et travlt år i GF Fjordvang, og vi er på ingen måde igennem listen af opgaver. Du
får nogle af hovedpunkterne her. På generalforsamlingen står vi over for store beslutninger, og
vi kan allerede nu se, der er brug for nye friske kræfter i bestyrelsen.
Skift af administrator
Sidste år valgte vores administrator, Advokathuset i Hillerød at opsige aftalen med GF
Fjordvang, men åbnede en dør for at vi kunne genforhandle aftalen. Bestyrelsen besluttede at
undersøge markedet for at se, hvad andre administrationshuse kunne tilbyde af ydelser og
pris.
Bestyrelsen indhentede flere tilbud, holdt møder med Advokathuset i Hillerød og en af
tilbudsgiverne, Lund Elmer Sandager Advokatpartnerselskab (LES) i København. Især
Adam Karmann og Eytan Steinitz har ydet et godt stykke arbejde her.
Vi endte på at indgå en aftale med LES her fra nytår 2026. Beslutningen bundede i
kombinationen af pris og de ydelser og elektroniske muligheder, LES tilbyder. Vi forventer, der
er udsigt til en betydelig årlig besparelse på minimum 10-20.000 kroner.
Bestyrelsen vil gerne takke Advokathuset i Hillerød for samarbejdet. Ikke mindst administrator
Cecilia Nakskov Veistrup, og kollegerne Charlotte Nielsen og Kim Larsen, som har udført et
stort og godt arbejde for os.
Fremtiden med LES ser spændende ud. Vi forventer os et godt samarbejde, som kommer alle
til gavn.
Dyre asfaltreparationer
En væsentlig post i regnskabet er vores såkaldte Vejfond, som ikke er nogen selvstændig
juridisk enhed. Fonden opgøres separat i regnskabet, så vi har penge til nødvendige
reparationer og udskiftninger.
I 2025 er der brugt godt af midlerne. Der er repareret huller, fyldt op i revner, lavet kanter samt
fyldt op med asfalt på Ellekær, hvor en kloak var gået i stykker. Samlet er der brugt 335.000
kroner på disse arbejder - årets suverænt største enkeltudgift.
Og med en hård frostvinter som start på 2026 kan vi ikke udelukke, der igen er brug for at få
asfaltvognen ud og køre. Indtil videre holder vi dog kontingentet i ro.
På generalforsamlingen sidste år lovede vi, at vi ville arbejde med et overblik over, hvad det er
nødvendigt at spare op til at holde vores veje vedlige. Det arbejde har vi desværre ikke fået
færdiggjort, så det står på “to do” listen.
Fordelingen i regnskabet med både forening og Vejfond har ofte givet anledning til debat og
opklarende spørgsmål på generalforsamlingen. Efter råd fra vores nye administrator, og for at
gøre regnskabet enklere, har bestyrelsen besluttet at stille forslag om at sammenlægge de to
dele af regnskabet til ét samlet regnskab. Det vil vi motivere og forklare om på
generalforsamlingen.
I samme omgang spiller vi ud med en fornyelse af vedtægterne på andre fronter, så de
fremstår enklere og mere moderne.
Grønne arbejder kræver sin mand
Erik Jensen fra bestyrelsen har i en menneskealder siddet i bestyrelsen og han har gennem
årene varetaget opgaven med at slå græs på de grønne områder. Bestyrelsen vil godt her
anerkende Eriks store og mangeårige arbejde, som vi alle i foreningen har haft glæde af
gennem årene.
Erik Jensen har også været bindeled til særligt Strandkærgård Grundejerforening, som vi har et
godt samarbejde med i forhold til vedligeholdelsen af strandengene og det store fællesareal
ved Grædehøj.
Færre henvendelser fra medlemmer
Henvendelser fra medlemmerne har været dalende gennem året, og det tillader vi os at tolke
positivt. Det er bestemt ikke en opfordring til, at medlemmerne ikke skal henvende sig, hvis
man føler for det. Bestyrelsen vil forsøge at tage sig seriøst af alle henvendelser.
En enkelt sag var dog større og af mere alvorlig karakter: Bestyrelsen modtog via
Frederikssund Kommune et påbud om at retablere et fredet markgærde, der var sket skade
på. Det viste sig, at et medlem var kommet til at grave lidt for hårdt ind i gærdet, og det skulle
nu bringes tilbage til oprindeligt udseende. Efter en del skriverier og et forstående medlem
blev markgærdet ordnet, og sagen kunne afsluttes. Tak til alle parter for det.
Hjertestartere kører
På generalforsamlingen sidste år drøftede vi hjertestartere. Usikkerheden om de virkede eller
ej fik Renè Engstrøm fra bestyrelsen hurtigt overblik over således, at de kunne blive bragt i
orden.
Brandbælter og træer gået efter
Alex Brun har varetaget opgaven med brandbælter og træer. I den forbindelse har Alex i
samarbejde med vores “træmand” foretaget en vurdering af træerne, så nogle kunne fældes
og andre blive stående.
Opslagstavle på Dråbyvej/Birkemosevej istandsat
Sekretær Annelie Osterkrüger og mand har stået for istandsættelsen af opslagstavlen ved
busstoppestedet på Dråbyvej. Det var som at få en helt ny tavle, da den var færdig. Arbejdet
med at rydde op i skabet tager Annelie Osterkrüger sig af.
Annelie Osterkrüger har også været den samlende kraft i bestyrelsen i forhold til at formidle og
kommunikere internt i bestyrelsen og sammen med Annette Franzen til medlemmerne.
Informationsfolder rettet til
Annette Franzen og Annelie Osterkrüger har i løbet af året arbejdet med en revidering og
tilretning af informationsfolderen. Folderen fortæller bl.a. om, hvor langt hække og træer ud
mod vejen må række, og hvordan græsrabatter skal holdes.
Hjemmesiden ikke klar endnu
Hjemmesiden var også et tema sidste år på generalforsamlingen og herunder, at medlemmer
skulle kunne se referaterne fra foregående år i foreningen. Arbejdet med hjemmesiden har
Renè Engstrøm stået for i samarbejde med et medlem, der gerne ville bidrage frivilligt i det
arbejde. Tak for det. Det betyder meget for bestyrelsen at nogle stiller op og tilbyder hjælp.
Arbejdet er ikke i mål endnu. Så bestyrelsen skylder en løsning, som både vi og medlemmerne
kan være tilfredse med og alle kan få glæde af.
Godt samarbejde med øvrige grundejerforeninger
Gennem året har der været kommunikation med andre foreninger i området. Det er
særligt Strandkærgård og Over Dråby strand grundejerforening, der er tale om. Samarbejdet
har i alle sager været godt, og viser at vi alle har en fælles interesse i vores smukke område.
Det er måske ikke noget vi tænker nærmere over, men den værdi der er i, at man kan gå
langs strandengene kan ikke betales for penge. For at det kan lade sig gøre kræver
det samarbejde og et par gåture for det grønne udvalg fra bestyrelsen og “naboerne”,
hvor vi drøfter nødvendige tiltag og handlinger.
Lavere hastighed kræver bump
Bestyrelsen forhørte sig hos de andre grundejerforeninger, om de ville deltage i en fælles
henvendelse til Frederikssund Kommune og politiet om en nedsættelse af hastighederne for
biler i vores område. Tilbagemeldingerne var delte, men grundlæggende var holdningen, at det
havde man forsøgt tidligere uden held. Bestyrelsen besluttede, at det ikke skulle afholde os
fra at prøve igen.
Politiet svarede hurtigt tilbage, at vejene i vores område er private fælles veje, som foreningen
selv står for. Eneste undtagelse er Dråbyvej, hvor der kører busser. Skulle der ske en generel
nedsættelse af hastighederne i hele området, ville det kræve, at foreningen sørgede for at lave
bump eller lignende på vores veje.
Samtidig anbefalede politiet, at vi fjernede de sten, der lå på vejhjørnerne, da de kunne udgøre
en fare ved uheld - og de skulle ligge minimum en meter fra vejkanten. Bestyrelsen fik en
vognmand til at fjerne stenene.
Grundejerforeningen deltager i fællesrepræsentationen i Frederikssund
Kommune. Fællesrepræsentationen, er et mødeforum for grundejerforeninger i Frederikssund
Kommune. Vi bragte sagen om en mulig nedsættelse af hastighederne op på mødet og fik den
aftale, at emnet bliver et tema på et kommende møde i fællesrepræsentationen. Vi forklarede
i fællesrepræsentationen, at det ikke nødvendigvis er i hele området, der skal ske en sænkning
af hastigheden. Men Dråbyvej vil være ønskelig af hensyn til de svage trafikanter der går på
kørebanen eller i rabatten ofte i mørke på vej til og fra busstoppestederne.
Bestyrelsens videre arbejde
Opstarten med vores nye administrator vil pågå i et stykke tid endnu og vil betyde, at vi skal
bruge ressourcer på det.
Hjemmesiden håber vi også at få bedre styr på. Vores mand, som slår de grønne arealer med
sine store maskiner, har stoppet sin virksomhed, så vi skal ud at fine en ny samarbejdspartner
her. Vi kan ikke være sikre på, at det kan blive til den samme attraktive pris, men det må tiden
vise.
Bestyrelsen har mange emner og områder i gang, og kan vi fortsætte arbejdet i den positive
ånd, som det er sket hidtil, så gør det det hele lidt nemmere. Et par medlemmer af bestyrelsen
har meddelt, at de ikke fortsætter. Så der er brug for friske kræfter.
Bestyrelsen vil godt takke alle medlemmerne i foreningen, og vi ser frem til samarbejdet med
jer fremover.
På bestyrelsens vegne
Peter Leth-Nissen
Formand